Hvordan begyndte det
 

Jeg købte min første (ikke stambogsførte) Whippet i 1978, da min gamle Gravhund "Tips Søster" døde.

I 1985 købte jeg min første stambogsførte Whippet "Oldkins Cat O'Nine Tails", og siden da har vi altid haft mindst 2 Whippets i huset.

Vi har for øjeblikket seks Whippets i alderen 1 til 13 år.

Vore hunde er primært familiehunde, som hver dag får lov at strække ud på stranden eller i klitterne. Vi laver et kuld hvalpe i ny og næ, men kun når vi selv ønsker at beholde en hvalp eller to.

Whippet er en middelstor hund, dvs. ca. 45-52 i skuldehøjde. Den er meget kærlig og intelligent. Nem at opdrage, men alligevel med myndens karakteristiske værdighed i behold. Over for fremmede vil de være imødekommende, evt. lidt reserverede i begyndelsen, og er de flere sammen vil de ofte varsko familien om gæsters komme ved at gø. De er imidlertid ellers meget stilfærdige og generer absolut ikke naboer ved støjende adfærd.

De elsker at være sammen med familien, og med hinanden i en flok, og med deres ultrakorte, silkebløde pels, bringer de bogstaveligt talt intet snavs med ind.

Trods deres ædle og forfinede udseende er Whippet slet ikke nogen sart hund. Deres knogler er som araberhestenes bygget af meget tæt og stærkt knoglemateriale, som kan modstå alle de påvirkninger, der kommer af at skulle løbe stærkt i terrænet, over og uden om alle forhindringer, med en topfart på ca. 60 km/t.

En af de største nydelser ved at have Whippets, er at se dem løbe i fri udfoldelse, hvilket de skal have lejlighed til regelmæssigt, men ellers er de tilfredse med en daglig frisk gåtur på ½-1 time. Når man derefter kommer hjem vil den varmeelskende Whippet udsøge sig præcis det sted i stuen, hvor solen nu skinner, og "flade ud".

Som de andre mynder har Whippet et ydre, som for mange synes at være outreret, men i virkeligheden er yderst funktionsbestemt, og som kendere sætter pris på. En rigtig god Whippet virker på udstillinger ekstra fremragende, netop fordi alle de anatomiske fortrin let kan ses, og ikke mindst - især for den "almindelige" udstiller/betragter - fordi den kan forekomme i så mange attraktive farver og farvesammensætninger, lige fra helt hvid, ensfarvet i fawn (beige), rød, sort eller blå, til brindle eller en af de nævnte farver kombineret med hvidt.

Gælder det at få en sporty hund, en familie- eller hyggehund, eller en udstillingshund? Valget er nemt: en Whippet opfylder alle dine ønsker i en og samme elskelige "person".


TANNIS BAY, Vibeke Abildgaard og Palle Mortensen, DK-9850 Hirtshals. www.tannisbay.dk